REFERAT
af
GENERALFORSAMLING i OZ1VJO
torsdag den 2. maj 2024.
Fremmødte: OZ3KCH, OZ7GZ , OZ3IZ, OZ6WH, OZ1KMR, OZ5SK, OZ1AQV og OZ1AMK.
Ordinær generalforsamling startede kl. 19:30 med et velkommen og vi gik derpå straks til dagsordenens pkt. 1 – valg af dirigent.
ad 1 – Valg af dirigent.
OZ3KCH, Kjeld blev foreslået og valgt som dirigent.
OZ3KCH konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og dermed beslutningsdygtig.
Derpå blev ordet givet til formanden OZ1AMK, Poul som fortsatte med dagsordenens pkt. 2
ad 2 - Formanden aflægger beretning.
OZ1VJO er stadig EDRs Lokalafdeling for Vejen og Omegn. I regnskabsåret 2023/24 er vi 8 medlemmer. Gunnar OZ1AKI er gået Silent Key 8.4.2024 efter længere tids sygdom og senest et plejehjemsophold. Æret være Gunnar, OZ1AKI's minde.
Lokalafdelingens vedtægter er fortsat uændrede siden 6.5.2004.
Klublokalet P13 i Pavillonen, Baungårdsvej 2 er booket elektronisk via kommunens hjemmeside www.fritidsvejen.dk fra 1. torsdag i september til anden torsdag i maj fra kl. 19.00 – 22.00 lige med undtagelse af jul og nytår.
Ingen problemer, at vi er her efter 22:00 – systemet er tilpasset skoler og lign. med lukketider – vort lokale må bruges til kl. 24:00. Vi har nu fået lavet 2 sæt nøgler til skabe og yderdør. Der er på dørene opslag om, hvad vi skal huske hver gang med lys og oprydning.
Som bruger af kommunens foreningshus skal vi årligt betale kr. 200,- til rengøringsartikler og toiletpapir. Det fremgår også af årets regnskab, der er udsendt til alle.
Alle foreninger har en turnus med månedlig rengøring af hele huset. Vi plejer at få tildelt den første weekend i december. Derudover skal vi løbende selv holde og rydde op i vort lokale.
Vi kan forvente at være brugere af P13 også de næste mange år. Bygningen har stadig trådløst internet, selv om der har været lidt problemer i dette forår.
Opstart af efterårssæsonen i OZ1VJO skete torsdag den 7. september 2023. Samme aften mødte spejderledere fra Skodborg og Brørup som forberedelse til JOTA 2023.
Bestyrelsen foreslog i indkaldelsen forskellige emner og bl.a. en mini fieldday 9. september til Vittrup Baun. På Vittrup Baun var vi 6 personer, der i fint vejr bl.a fik testet antenner radioer og strømforsyninger m.m. Oplevelsen er blevet til et indlæg i OZ december.
Første projekt i denne sæson var teori om krystaller og muligheden for at bygge en OXO-transmitter. Dette blev starten på det senere rævesender-projekt, hvor vi ville ha' transsistoren til at køre i klasse E.
For at få lavet print til en sender ville vi igang med at øve os på et PCB-designprogram og vi enedes om programmet Ki-Cad. Godt vejledt og hjulpet af Lars og Simon.
Der blev lavet forskellige prototyper af krystalsendere til 80 meter båndet medens andre brugte en færdig kreds SI5351. Alle forsøg blev testet for effektivitet, strømforbrug og harmoniske.
JOTA den 21. oktober 2023 med Skodborg- og Brørup-spejderne var meget vellykket og der var en rævesender udlagt, så spejderne kunne prøve jagten på senderne. I Brørup havde vi en kran med antenner til VHF i 18 meters højde, så spejderne kunne også køre noget phone.
Sæsonen fortsatte med indlæring af designprogrammet KiCad for at få udarbejdet et print, fabrikeret i Kina til en rævesender. Jeg tror der er 3 amatører, der har fået lavet print i Kina.
Vi blev i november kontaktet af Kim Kjær, søn af Ingrid Kjær (OZ1CHB) og Gunnar Kjær (OZ1AKI). Hans forældre skulle til december flytte på plejehjem og derfor havde de bestemt, at alt Gunnars amatørudstyr skulle skænkes til OZ1VJO.
Ingrid og Gunnar var med til at starte EDRs Lokalafdeling for Vejen og Omegn i 1981. Ingrid var en overgang med i bestyrelsen og Gunnar har været aktivt medlem i mange år. Ingrid døde 24. februar og Gunnar 8. april 2024.
OZ1VJO har med stor tak modtaget Gunnars amatørradioer og en del andet isenkram, som vi har brugt megen tid på at sortere, efterse og anvende. Udstyret har virkelig ændret klubstatus til at vi nu har 2 komplette sæt fungerende radioer på HF og VHF til brug for næste års JOTA.
Ovennævnte gav også anledning til en gang oprydning i lokalafdelingens skabe og gemmer, så nu har vi flotte indrettede skabe med anvendeligt fint radioudstyr.
Juleafslutningen var den 7.12.2023 med sildemad, snitter, øl/vand samt kaffe/te og kage.
Vores rengøring af hele huset skete 11. december 2024 - tak til bestyrelsen og Jan.
Opstart 4. januar 2024 hvor vi også gik over til krus og pulverkaffe og anden betalingmåde, styret af kassereren.
I januar fortsatte vi med konstruktion af rævesendere, KiCad programmering, målinger og erfaringsudveksling. Vi har arbejdet en del på detaljerne omkring et klasse E PA-trin.
En radioamatør ville lave en rævesender til både 80 m og 160 m, hvilket gav anledning til teori og konstruktion af forskellige udgangsfiltre. Samtidig blev der målt på kredsen SI5351 og dens signalstyrker og harmoniske.
Alle rævesendere styres af en Arduino Nano og flere har bidraget til et fungerende stykke programmel.
Det seneste projekt i OZ1VJO er at få aktiveret en HF-station, en indkøbt RaspberryPi og lydkort til at køre programmet WSPR, der periodisk udsender radiobølger og hvor man efterfølgende kan se udbredelsesforholdene på 5 forskellige HF-bånd.
I den forbindelse opdagede vi, at bygningen har fået ny WiFi, så programmet måtte rettes.
I lokale P13 kan alle med en bærbar bruge en VNC-klient til at følge og styre programmet WSJT-X i RaspberryPi.
EDR i Odense har 1.4. sagt farvel til forretningsføreren, der går på efterløn/pension. Derfor har HB måtte anskaffe et nyt medlemssystem og alle medlemmer og lokalafdelinger skal selv oprette sig i det nye medlemskartotek. OZ1VJO har fået en emailadresse
[email protected] og bestyrelsen har adgang til at læse alt og alle mail bliver liggende på serveren til fremtidige bestyrelsesmedlemmer.
Jeg synes aktiviteterne her i OZ1VJO i år har været mange og forskellige – mange har bidraget med input og forslag.
Jeg har nok glemt nogle aktiviteter, for vi har haft mange forskellige emner i årets løb.
Lidt om EDR-Valget 2024.
I sommeren 2024 er der valg til EDRs Repræsentantskab (RM). Valget bliver et elektronisk valg, hvor hvert medlem får tilsendt en unik adgang til at stemme (det er bl.a. derfor at alle skal ha' en email-adresse i EDRs medlemskartotek).
Til de medlemmer, der er fritaget for digital postkasse vil der blive tilsendt papir stemmesedler.
Afslutning.
Til slut - Tak til bestyrelseskolleger og alle for støtte og medvirken til klubbens aktiviteter i det forløbne år. Tak for et godt år i OZ1VJO.
Bemærkninger og spørgsmål til formandens beretning: Ingen
Formandens beretning blev godkendt.
ad 3 – Regnskabet fremlægges til godkendelse.
Dirigenten gav ordet til kassereren, OZ7GZ, Lars.
Først fortalte OZ7GZ om kaffekassen, at den kører helt uden om lokalafdelingens regnskab og at kaffekassen er næsten helt tom, så til efteråret skal der erlægges 100 kr.
Kaffekassen dækker også øl og vand.
Det reviderede regnskab var tidl. rundsendt og desuden trykt på bagsiden af den omdelte dagsorden for GF.
OZ7GZ gennemgik og kommenterede de enkelte poster i regnskabet for perioden 1. april 2023 – 31. marts 2024.
Året gav et overskud på kr. 92,30. Aktiver pr. 31.3.2024 kr. 3.787.10.
Regnskabet blev godkendt.
ad 4 – Indkomne forslag.
Dirigenten spurgte, om der var indkomne forslag.
OZ1AMK oplyste, at der ikke er indkomne forslag.
ad 5 – Fastsættelse af kontingent.
Dirigenten spurgte om der var forslag til kontingentets størrelse.
OZ1AMK, Poul foreslog kontingent på 100 kr. for den kommende sæson.
Der kom ikke andre forslag til kontingent.
Kontingentet for kommende sæson 2024/25 blev vedtaget til 100 kr. som husstandskontingent. Opkrævning i oktober/november 2024.
ad 6 – Valg af bestyrelse.
På valg er:
OZ3IZ, Ivan. Ivan ønskede ikke genvalg.
Der blev foreslået OZ1AQV, Jan. Der kom ikke flere forslag.
Dermed er OZ1AQV valgt til bestyrelsen.
Bestyrelsen for OZ1VJO er som følger:
OZ1AMK, Poul
OZ7GZ, Lars
OZ1AQV, Jan
Bestyrelsen konstituerer sig selv i henhold til lokalafdelingens vedtægter.
ad 7 – Valg af suppleant.
OZ1KMR, Henrik blev foreslået og genvalgt som suppleant.
I henhold til vedtægterne er OZ1KMR både suppleant til bestyrelsen og revisionen.
ad 8 – Valg af revisor.
OZ6WH, Hans blev foreslået og genvalgt som revisor.
ad 9 – Eventuelt.
Til årets generalforsamling var alle medlemmer på forhånd opfordret til at komme med forslag til aktiviteter i kommende sæson.
1) Der kom forslag om en konstruktion med clockmodulet DS3231 f.eks. i forbindelse med en Arduino Uno til styring af f.eks. rævesenderen eller en temperaturmåling af WSPR-stationen evtl. med relæ udgang for tænd/sluk.
2) Der kom forslag om konstruktion af balun, selv at vikle den og teste den.
3) Der kom forslag om byggeprojekt antenneanalyser.
4) Der kom forslag om gennemgang og læring af programmering af en Arduino.
5) Der kom forslag om at lave en konstruktion og bruge Lora på 868 MHz til langsom transmission af data f.eks. temperaturer.
6) Der kom forslag om at arbejde med low orbit satelitter. Tracking af amatørsatelitter.
Rotor interface styres af SDR-konsole, der tager højde for doblerskift - alt sammen på VHF og UHF båndene. Der findes en APS til smartphone for at finde satelitterne.
Forslag om QO100 satelit - modtager og sender.
Forslag om en lille WSPR-sender med en Arduino, printudlæg og programmering.
Forslag om at prøve noget med Lora.
7) Der kom forslag om fabrikation af QO100 antenner.
Forslag også om antenner til orbit satelitter.
8) Der kom forslag om, at hver enkelt fotæller om egne projekter og problemer.
Dirigenten afsluttede generalforsamlingen kl. 20:23 og takkede for god ro og orden.
Efter generalforsamlingen var der forplejning med smørrebrød, øl og kaffe/te og kage.
Referent: OZ1AMK, Poul 10.5.2024.
OZ1AMK, Poul, formand
OZ7GZ, Lars, kasserer og
OZ1AQV, Jan, sekretær