Martin Nielsen Tromborg

Hindingvej 52

7700 THISTED

 

Hinding, den 27. september 2003

Møldrup Kommune

Teknisk forvaltning

Att. Per Poulsen

 

Klage angående afslag på ansøgning om rejsning af sendemast.

Det var med bedrøvelse, jeg læste afslaget på min ansøgning om tilladelse til at sætte en sendemast ved stuehuset til Hobrovej 41, idet ingen andre former for installationer vil kunne give mig nogen af de eksperimentelle og kommunikationmæssige muligheder, som jeg har været vant til gennem de sidste 40 år. Det er en nødvendighed at antennerne er fri af eternittage og husmure, og at de kan drejes 360 grader med en rotor, som det kun er muligt at montere inden i en mast. Den i ansøgningen beskrevne gittermast vil kun nå godt en meter over tagryggen, og vil derfor ikke se ud af meget i forhold til stedet og bygningerne.

Ad punkt 20

I begrundelsen for afslaget under yderlige oplysninger anføres "Naturværdierne, de kulturhistoriske og landskabelige værdier i særlige beskyttelsesområder" skal beskyttes. — I mange år har vi boet på kanten af Danmarks største naturreservat ved Tved plantage og Nors Sø og har værdsat den skønne natur, vi har her. Vi har bl.a. på grund af de landskabelige værdier omkring stedet valgt gerne at ville bo på Hobrovej 41 og vil absolut være med til at værne om naturforholdene på stedet både med hensyn til dyre- og planteliv, - men er det ikke sammen med menneskeliv, at det hele går op i en højere enhed. Jeg synes ikke, den lille mast placeret ved hjørnet af stuehuset kan interferere med disse holdninger og ideer, eller iøvrigt påvirke oplevelsen af landskabet.

Ad punkt 29

Før køb af Hobrovej 41 bad vi om oplysninger om eventuelle begrænsninger for ejendommens brug hos ejendomsmægler, sagfører og teknisk forvaltning, og det vi fik var oplysning fra teknisk forvaltning om at ejendommen lå i et SFL område, og at det betød nogle begrænsninger i forbindelse med husdyrhold og landbrugsmæssig udnyttelse af arealerne. Jeg har, siden jeg fik ansøgningen retur, forsøgt at orientere mig lidt på amtets internetsider, uden dog at finde de anførte punkt 20 og punkt 29 og uden at kunne få angivne kortoplysninger frem på skærmen, men har fx læst retningslinie 23; bl.a. herudfra synes det mig ikke rigtigt, at ejendommen er bygget på et "lavbundsareal". Ejendommens bygninger og markerne omkring ligger i helt samme niveau som landevejen og er højdemæssigt forskudt i forhold til de lave og fugtige områder, der omkranser søen.

 

 

Angående mastehøjde

Ifølge brochurer fra Carl C, Skjern er det muligt at få leveret en 7,5 m mast, som kan fungere sammen med den ønskede villamasts vippebeslag. Ved de 7,5 m højde vil gittermasten være lavere end bygningerne, og ikke kunne ses over tagryggen, mens toprøret vil nå 3 - 4 m højere op. Måske kan et sådant valg være en løsning på problemerne.

Jeg håber, at det ovenfor anførte kan give anledning til en ny vurdering af min ansøgning.

Med venlig hilsen,

Martin Nielsen Tromborg